Læs i dette afsnit om gulvopbygning. Gulvbelægninger som udgør den færdige gulvflade, er det øverste selvstændige lag i gulvet. Det kan f.eks. være brædder, parketstave, pvc eller linoleum. Lak eller anden overfladebehandling betragtes ikke som en selvstændig belægning (lag). Undergulve ligger under gulvbelægningen, men over den primære bærende konstruktion.

Undergulvet skal danne en sammenhængende flade som underlag for gulvbelægningen. Undergulvet kan f.eks. være et pladegulv på strøer, træbjælker, hård isolering eller et afretningslag af beton. Mellemlag f.eks. gulvpap, korksmuldpap, tynde isoleringslag mv. betegnes ikke som undergulv. Et bærende lag er den primære bærende konstruktion, der skal optage og videreføre last, f.eks. bjælkelag eller betondæk.

Gulvmaterialer

Brædder og parket leveres normalt ovntørret og emballeret i kraftig plastfolie med et fugtindhold på 8%. Fugtindholdet i træbjælker, strøer og klodser bør så vidt muligt svare til det fugtindhold, som trægulvet leveres med.

Gulvbrædder

Gulvbrædder er massive brædder, der fortrinsvis er fremstillet af nåletræ f.eks. fyr, douglas eller pitch pine samt i et vist omfang af løvtræ f.eks. eg, ask, teak og merbau. Gulvbrædder er høvlede og pløjede brædder, der normalt findes i bredder fra 75 til 180 mm og i tykkelser fra 14 til 30 mm. Enkelte produkter leveres som standardvare op til 40 mm i tykkelsen og 450 mm i bredden. Længden er almindeligvis mellem 1,8 og 5,4 m. Leveres brædderne i såkaldt faldende længder, kan nogle af brædderne i en leverance være kortere. Leveres der tilbud i faste længder, vil en del af partiet, ofte 5-10% blive leveret i kortere længder af hensyn til udnyttelse af råvaren.

Bræddegulve betegnes undertiden plankegulve, selvom de ikke har den tilstrækkelig tykkelse til at kunne betegnes som planker (høvlet/rettet mindst 42 mm). Brædderne har alene et plankelignende udseende. Der findes ingen standard for dimensioner og profilering af gulvbrædder. Derfor passer brædder af forskellig oprindelse som regel ikke sammen. For at give brædderne størst muligt slidlag, er fer og not ofte lagt nærmest undersiden af brædderne. En underpløjning på 0.5 mm sikrer, at brædderne kan drives tæt sammen i oversiden.

Gulvbrædder til gulvopbygning er ofte forsynet med såkaldte afspændingsspor på bagsiden for at modvirke den naturlige krumning, som kan opstå i brædderne. Afspændingsspor regnes kun effektive, hvis de er skåret mindst 3% ind i brættet ved den primære opskæring af brædderne før tørring. Brædder, der er mindst 20 mm tykke, kan anvendes til bærende gulv på bjælkelag eller strøer. Understøtningsafstanden skal afpasses efter tykkelsen og belastningen. Brædder med mindre tykkelse kræver fuld understøtning af gulvfladen, og kan derfor ikke anvendes ved flytning til bærende gulve.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *